Xavier, 23 år, har altid følt en speciel, næsten magnetisk forbindelse til naturen.
Han har aldrig forstået hvorfor. Træerne syntes at hviske i vinden, når han gik forbi. Dyrene betragtede ham med en mærkelig forståelse.
Men i dag er ikke en normal dag. Under en gåtur i skoven forsvinder jorden pludselig under ham.
Han falder... og falder. Det føles ikke som sekunder, men som timer. Farverne smelter sammen i et kalejdoskop af grønne og lilla nuancer.
Da han endelig rammer jorden, er slaget blødt, som at lande på en enorm madras af mos. Han slår øjnene op.
Græsset er unaturligt grønt. Træerne tårner sig op som skyskrabere, og enorme, selvlysende svampe omkranser lysningen.
"Det var noget af en landing... Velkommen Xavier, vi har ventet længe på dig."
Xavier sætter sig forvirret op. Foran ham står et enormt træ med klare lilla farver og lange grene. Det vildeste er ikke farven... det er øjnene, der blinker til ham fra stammen.
"Øh..? Tak... kender jeg dig? Kender du mit navn?"
Han fører automatisk hænderne op til sit hoved for at gnide sig i tindingerne... men stopper brat.
"Hvad foregår der?! Mine hænder har et glitrende skær... Og mine ører... De er blevet spidse!!! Jerry, er det dig der laver sjov igen?! Jeg magter simpelthen ikke dine pranks i dag!"
"Jeg kender ikke nogen Jerry. Jeg hedder Birkes. Dine ører har blot taget deres sande form, så du kan lytte til Yovias frekvenser."
"Du er blevet hentet hertil af en grund. Yovia er døende. For 14 år siden overtog fungussernes nådesløse leder, Kong Fugu, dette rige."
"Han har spredt giftige sporer overalt. Rødderne rådner, og himlen formørkes. Vi har desperat brug for din hjælp, Xavier."
"Før i tiden levede alle racer i harmoni under Kong Andra og Dronning Iris. Selvom vi var forskellige, hjalp vi hinanden."
"Men Fugo... Fugo hviskede løgne i mørket. Han overbeviste fungusserne om, at de lå lavest i hierarkiet. At de fik det værste mad og de fugtigste steder at bo."
"Han brugte deres vrede som et våben. De tog sagen i egen svamp og invaderede kongeslottet. Kongeparret blev taget til fange."
"Deres datter, Prinsesse Aleria, formåede akkurat at undslippe. Men ingen har set hende siden den forbandede nat. Skoven har grædt lige siden."
Xavier ryster på hovedet. Han nægter at tro på det. Han løber hen til det hul i jorden, han lige er faldet ned igennem.
Han tager sats og forsøger at hoppe op i det for at klatre tilbage til sin egen verden...
Men et usynligt, elastisk felt kaster ham tilbage. Han lander hårdt i græsset med et bump. Yovia lader ham ikke slippe så let.
"Som du kan mærke, er din skæbne bundet hertil nu. Hvad siger du, Xavier? Vil du hjælpe med at hæve forbandelsen, finde prinsessen og redde os?"
Xavier accepterer modvilligt sin nye virkelighed. Han tager afsked med Birkes og bevæger sig dybere ind i skoven.
Et svagt lysende, brunligt spor i jorden leder ham fremad. Det virker som om skovbunden selv forsøger at vise vej.
Pludselig flænger et isnende skrig luften. En enorm skygge kastes over lysningen og dækker for det sparsomme sollys.
Xavier kigger op. En massiv paddehat-ørn, med fjer der ligner skællende svampehatte, dykker direkte ned mod ham med blottede kløer!
Med hjertet hamrende i brystet slipper Xavier forbi faren. Han trækker vejret tungt og tørrer sveden af panden.
Sporet leder ham til en skillevej midt i skoven. Stilheden her er tyk, næsten kvælende.
Til venstre snor en dyster sti sig ind i et mørklagt krat, fyldt med tunge spindelvæv. Til højre lyser en unaturlig, sygelig grøn glød op fra et vandhul.
Feen svæver let omkring Xaviers skuldre, mens de vender tilbage til skillevejen. Men pludselig stopper hun og flakker nervøst.
"Nej, vent! Vi kan ikke gå ned i undergrunden til muldvarperne endnu. Mærker du ikke stanken?"
"Der lurer en frygtelig giftig tåge nede fra den anden side af skoven. Hvis vi ikke standser kilden ved søen, vil den trænge ned og forgifte muldvarpernes tunneller!"
Bæveren tripper bag Xavier tilbage mod skillevejen. Da han ser mørket fra den ubesøgte sti, trækker han sig frygtsomt tilbage.
"V-vi kan ikke tage ned i hulerne endnu. Jeg tør simpelthen ikke efterlade skoven, som den er."
"Jeg hørte et svagt skrig fra mørket tidligere. En af skovens små feer er i stor fare! En ægte helt efterlader ingen i mørket!"
Xavier skubber sig vej gennem det tætte krat. Han når frem til et klaustrofobisk område, der er oplyst af enorme, glødende svampe.
Svampene er uhyggelige. De har lange, tynde, gren-agtige arme foldet ind under brede hatte. Ingen mund, ingen næse... bare tomme, lysende grønne øjne, der aldrig blinker.
Midt i det hele hænger et massivt, klistret edderkoppespind. Trådene er tykke som reb. Og fanget i midten, svag og udmattet, hænger en lille fe.
"Vær sød at hjælpe mig! Spindet ætser mine vinger! Jeg kan høre bæstet klatre i træerne... Edderkoppen er lige om hjørnet!"
Xavier tøver ikke. Han river i de seje tråde, som klistrer ubehageligt til hans glitrende hænder. Men med lidt muskelkraft får han endelig feen fri.
"Tusind, tusind tak, du ædle rejsende! Mørket her plejede at være fyldt med stjernestøv, men Fugu ødelagde alt."
"Hvis vi skal have en chance mod ham, skal du bruge noget stærkt. Muldvarperne nede i undergrunden har gemt et våben. Jeg vil vise dig vejen derhen!"
Med søen renset og feen i sikkerhed, føles luften i skoven allerede en smule lettere at indånde.
"Nu hvor vi har gjort, hvad vi kunne på overfladen, er vi klar. Muldvarperne graver dybt for at undgå Kong Fugus sporer. Følg med mig!"
Feen lader et spor af svagt, glitrende støv falde bag sig, som Xavier følger væk fra stien og ned i et stort, skjult krater.
Xavier skærer ansigt. Stanken er næsten overvældende. Han træder ud i kanten af en lille skovsø, men vandet er tykt som grøn maling.
Kæmpemæssige, giftige svampe flyder rundt på overfladen som oppustede balloner. Flere døde fisk flyder med bugen i vejret.
I den ene ende af søen sidder en flok stakkels ænder helt klemt sammen. De kan ikke svømme nogen steder uden at ramme giften. På bredden står en bæver og slår opgivende ud med poterne.
"Det er et mareridt! Jeg har forsøgt alt, men de bliver bare ved med at formere sig. Ænderne er fangede..."
"Fremmede, du ser stærk ud. Kan du ikke hjælpe os med at skubbe de giftige svampe op på tørt land, så vandet kan løbe frit?"
Xavier kravler ud på grenen og begynder at piske i vandet. Men grenen knirker faretruende!
Han får vippet et par stykker op, men han er ved at miste balancen. Dammen er slet ikke ren nok til at ænderne kan svømme ud.
"Pas på du ikke falder i giften! Vi er nødt til at tænke smartere. Prøv en anden taktik!"
KASPLASH! Xavier kaster den ene store sten efter den anden ned i det grønne slam.
Svampene bliver trykket under vandet, men et øjeblik efter popper de op til overfladen igen som korkpropper. Det gør blot vandet endnu mere grumset.
"Nej, nej, nej! Det spreder bare sporerne endnu mere! Vi må bruge en roligere metode. Prøv igen!"
Xavier og bæveren tager hver sin side af bredden. Systematisk skovler de de ulækre, oppustede svampe helt op på tørt græs, hvor de hurtigt tørrer ud.
Efter ti minutters hårdt arbejde, er der en bred, ren kanal. Ænderne rapper af glæde og kaster sig ud i det rene vand.
"Fantastisk klaret! Det er længe siden, vi har set fremmede gøre noget godt her."
"Hvis du virkelig vil stoppe Kong Fugu, får du brug for tungere skyts. Kom, jeg kender vejen til Muldvarpernes underjordiske skatkammer!"
Begge kriser i overfladen er nu løst. Skoven virker et kort sekund til at puste ud i lettelse.
"Søen er ren, og feen i skoven er bragt i sikkerhed. Der er ingen undskyldninger tilbage. Lad os tage ned til Muldvarperne!"
Bæveren graver ihærdigt en tunnel op under en gammel rod, der åbner op for et helt netværk af dybe mineskafter.
Gangen er mørk og lugter af fugtig muld. Lyset fra glitrende krystaller i loftet afslører små, flittige væsner, der skubber jordvogne rundt.
Da Xavier træder frem, stopper arbejdet. Muldvarperne stirrer intenst på ham. Deres øjne kniber sig sammen bag tykke briller.
"Et menneske...? Nej, ørerne er forandrede. Du bærer Yovias magi. Og rygterne siger, at du har hjulpet skovens beboere på din vej."
"Vi vil gerne støtte dit oprør mod Fugu. Vi har i generationer vogtet på et legendarisk, magisk sværd. Men magt korrumperer de svage sind."
"Du skal bevise, at du har det rette hoved og tålmodighed til at bære det. Løs vores ældgamle gåde, eller tag tomhændet i kamp."
"Hør godt efter: Jeg har rødder, men kan ikke gå. Jeg har blade, men kan ikke læse. Jeg står fast i skoven, men har intet hus. Hvad er jeg?"
Muldvarpen ryster skuffet på hovedet. "Svampe har ingen blade at læse med, rejsende. Fugu har fordærvet dit sind. Tænk dig nu grundigt om!"
Et smil breder sig over muldvarpens ansigt. De andre i hulen stopper deres arbejde og nikker i anerkendelse.
Fra en kiste trukket ind i krystallernes skær, trækker de et våben frem. Et lysende magisk sværd, der sitrer af ren, utæmmet energi. Xavier tager andægtigt imod det.
"Det er dit. Du har bevist dit værd. Hvert stort våben kræver et stort navn for at binde dets magi. Hvad vil du navngive dette mægtige sværd?"
Xavier tænker længe. En dramatisk byge af ideer flyver gennem hans hoved. Han hæver våbnet stolt op i luften.
...
Der bliver fuldstændig stille i hulen. Ikke bare respektfuldt stille, men dybt akavet stille. En lille gammel muldvarp bagerst i hulen hoster ubehageligt.
Det antiklimatiske øjeblik hænger i luften lidt for længe, før Xavier sænker sværdet. "Det er et godt navn," mumler han. Han vender sig om og fortsætter mod Kong Fugus base.
Tunnelen åbner sig og afslører en enorm, dyster underjordisk hule. Loftet er så ufatteligt højt, at det forsvinder helt i mørket.
Væggene er ikke af sten, men er fuldstændig dækket af klamme, sorte rødder, der pulserer synkront som et ondt, bankende hjerte.
Midt i hulen, badet i et sygeligt grønt lys, knejser Kong Fugu. Han er flere meter høj, et grotesk tårn af råd og magt.
Tusindvis af små svampe står frosset omkring ham. De har ikke deres egen vilje; de deler Fugus øjne og lystrer hans mindste tanke.
Pludselig ruller Birkes' dybe stemme magisk ned gennem jorden, som et fjern, trøstende ekko: "Tiden er inde, Xavier. Stik sværdet dybt ind i ham, og befri os alle!"
Tunnelen åbner sig op, og Xavier står endelig ansigt til ansigt med den gigantiske Kong Fugu. Et grotesk bjerg af magt og råddenskab.
Rødderne på væggene sitrer. Tusindvis af små svampe vender synkront deres tomme øjne mod Xavier.
Panikken melder sig som en iskold klump i maven. Han har nægtet at tage imod våben. Han står overfor skovens stærkeste magi, totalt ubevæbnet.
Fugu begynder at grine; en tør, raslende lyd der skærer i ørerne. Xavier kigger desperat ned. Skovbunden er overstrøet med tunge, skarpe klipper.
Ending A
Det Magiske Lys
Stødet er øredøvende. Et rent, gnistrende hvidt lys eksploderer ud fra sværdet og skyder gennem rodflettet under hele Yovia på én gang. Kong Fugus rædselsvækkende skikkelse krakelerer og falder til ro i mulden. Ikke dræbt, blot sat i dyb dvale.
Rundt om Xavier vågner de små svampe. Deres syge, neon-grønne glød blegner og erstattes af et varmt skær, som flakkende stearinlys. For første gang ejer de deres egne tanker. De smiler, og snart bryder hele hulen ud i en blid, taknemmelig dans.
Oppe på overfladen springer Feen frem i lyset, og afslører sig endelig som den forsvundne Prinsesse Aleria. Sammen med bævere, ørne og svampe bygger de broer over den nu krystalklare sø.
Det magiske træs stemme blæser som en varm brise over skoven: "Du er ikke bare en rejsende, Xavier. Du er hjertet i vores skov. Du er en del af os."
Ending B
Den Bitre Stilhed
Sten efter sten regner ned over Kong Fugu. Til sidst knuses den gigantiske svamp under tyngden med et øredøvende drøn, og falder sammen i et bjerg af tørre sporer.
Men mørket letter ikke. Uden sværdets hellige magi var der intet til at bryde hjernevasken. De tusindvis af små svampe fryser midt i deres bevægelser. De står som makabre statuer mellem træerne med helt sorte, tomme øjne. Intet lys vender tilbage. Ingen danser.
Bæveren bygger sin dæmning i uendelig stilhed. Birkes sukker tungt i vinden. "Du stoppede mørket, Xavier... men du gav dem ikke lyset tilbage."
Verden snurrer, og Xavier slår øjnene op til lyden af en hylende hjertemonitor. Et skarpt lys fra hospitalets loftrampe skærer i øjnene. Hans kæreste græder og skælder ham ud i én lang køre for at være "dum nok til at falde ned i et hul". Xavier lytter ikke rigtig efter. Han kigger bare op i det hvide loft, og et lille smil bryder frem på hans læber, mens han mindes Yovia.